Tre danske mixeddoubler ryger ud i Australien

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Dansk badminton kommer ikke til at være repræsenteret i kvartfinalerne i mixeddouble ved Australian Open i Sydney.

Danmark havde ellers tre konstellationer med i anden runde af den australske Super Series-turnering, men alle tre røg ud torsdag.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen stod for den negative overraskelse, da de tabte til Liu Yuchen og Tang Jinhua.

Kineserne vandt 21-18, 21-16 over danskerne, der var seedet til at nå finalen.

Mindre overraskende var det, at de to øvrige danske mixeddoubler tabte.

Kim Astrup og Line Kjærsfeldt kan dog ærgre sig over at have misbrugt en matchbold i andet sæt mod Riky Widianto og Richi Puspita Dili.

Indoneserne endte med at vinde kampen 14-21, 23-21, 21-14.

Også Anders Skaarup og Maiken Fruergaard er færdige efter et nederlag på 21-15, 16-21, 14-21 til Kenta Kazuno og Ayane Kurihara fra Japan.

Danskerne leverede onsdag et sensationelt resultat, da de i første runde ekspederede de topseedede Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir fra Indonesien ud.

Torsdagen endte med en dobbelt skuffelse for Christinna Pedersen, der også blev sendt ud i damedouble sammen med Kamilla Rytter Juhl.

Igen var Tang Jinhua stopklods, da hun sammen med makkeren Huang Yaqiong vandt 21-12, 21-19.

Det kinesiske par sendte også danskerne ud ved Indonesia Open i sidste uge, ved den lejlighed allerede i første runde.

I herresingle kom Hans-Kristian Vittinghus videre til kvartfinalen, da han besejrede Englands Rajiv Ouseph i tre sæt.

Danskeren vandt første sæt og havde fire matchbolde ved stillingen 20-16 i andet sæt, men englænderen fik tvunget kampen ud i tre sæt.

Til sidst vandt Hans-Kristian Vittinghus 21-19, 20-22, 21-16.

Danskeren skal i kvartfinalen møde japanske Sho Sasaki.

Herredoublerne Niclas Nøhr/Kasper Antonsen og Anders Skaarup/Kim Astrup røg ud i anden runde.

/ritzau/