Tre danskere undersøges for ebola i Aarhus

Skrevet af admin

15/03/2015

Mest læste i dag

Forsvaret og Beredskabsstyrelsen hjemtager tre udsendte sundhedsarbejdere, der har arbejdet med ebolapatienter i Sierra Leone, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

I Sierra Leone har medarbejderne været i kontakt med en amerikansk sundhedsarbejder, der har vist sig at være syg af ebola.

De tre danskere har været udsendt for henholdsvis forsvaret og Beredsskabsstyrelsen. Søndag har forsvaret bragt de tre udsendte sundhedsarbejdere hjem til Danmark.

Region Midtjylland oplyser, at de tre sundhedsarbejdere har det godt og lige nu bliver undersøgt på Aarhus Universitetshospital. Sammen med sygehuset vil Sundhedsstyrelsen lave risikovurderinger på de tre medarbejdere.

Sierra Leone har sammen med landene Liberia og Guinea været de lande, der har været hårdest ramt af det omfattende ebolaudbrud i Vestafrika.

Den seneste opgørelse fra verdenssundhedsorganisation, WHO, viser, at dødstallet efter den frygtede virussygdom har passeret 10.000.

De fleste døde er registreret i Liberia med 4162. I Sierra Leone er der talt 3633 ebolaofre, mens Guinea har 2187 døde.

Senegal, Nigeria og Mali har kortvarigt været ramt, men her er det lykkedes at inddæmme sygdommen, og landene er nu erklæret ebolafri.

I alt har 24.350 været ramt af sygdommen i Liberia, Sierra Leone og Guinea, og det er således kun lidt over halvdelen, der er sluppet levende fra den.

Ebola spreder sig via kropsvæsker fra en smittet person.

I februar godkendte WHO en ny og hurtig test, der kan afsløre sygdommen. Den kan på 15 minutter fortælle, om en person er smittet. Det gør det lettere at stoppe spredningen af ebola.

/ritzau/