Tre dømt for brutal vold i sommerhus

Offeret blev slået og sparket i hovedet og på kroppen, og han fik revet et øre delvist af, da han blev overfaldet i et sommerhus i Handbjerg ved Struer.

Manden døde på grund af volden, som fandt sted 31. oktober 2011, og torsdag har Vestre Landsret fundet de tre tiltalte skyldige.

Resultatet er en dom, som er præcis som den oprindelige afgørelse fra Retten i Holstebro.

Den 39-årige Brian Bøgild Poulsen straffes med fængsel i otte år for vold med døden til følge, mens den 21-årige Tania Pedersen får fængsel i seks år.

En tredje deltager i volden, 27-årige Jesper Christensen, er blevet idømt to års fængsel.

Efter at de havet gennemtævet offeret, en 51-årig mand, stjal de også hans stereoanlæg, har landsretten slået fast.

Årsagen til, at Brian Bøgild Poulsen er blevet idømt den hårdeste straf, er hans fortid. Han er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet.

Netop fordi han blev vurderet til at være særdeles farlig for sine omgivelser, havde anklagemyndigheden oprindeligt krævet ham idømt forvaring, det vil sige indespærring på ubestemt tid.

Men kravet er blevet afvist af domstolene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip