Tre dræbt i bilulykke: Politi afhører vidner

Politiet forsøger dagen efter den værste trafikulykke i et halvt år at skaffe så mange oplysninger som muligt.

Tre fodgængere blev dræbt første juledag sidst på eftermiddagen på Bogensevej ved Middelfart.

En mand på 46 år og hans forældre på 72 og 73 blev kørt ned bagfra af en bil, som foretog en overhaling. Påkørslen skete ved 17-tiden, da det altså var blevet mørkt.

Torsdag vil politiet foretage en ny afhøring af personerne i den bil, som blev overhalet - det var en mor og hendes søn.

- Vi skal have så mange detaljer på plads som muligt, siger vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.

Vagtchefen er påpasselig med sine udtalelser og ønsker ikke at placere ansvaret for den tragiske ulykke.

- Der er mange hensyn at tage, og vi har ikke detaljerne endeligt på plads endnu, siger Hans Frederiksen.

Men politiet slår fast, at den 23-årige mand, der foretog overhalingen, sandsynligvis ikke kørte for stærkt. Han var desuden ædru.

Samtidig holdt de senere dræbte og andre familiemedlemmer, der var ude at gå, sig i den korrekte side af vejen.

Nogle gik ude på vejen, fortæller en bilist, der kort inden ulykken passerede flokken af fodgængere, til ekstrabladet.dk.

- De befandt sig ude på vejen i vores modkørende side, og der var ikke en af dem, der havde reflekser på. Derfor sagde min kone og jeg også til hinanden, at det der, det går galt, siger den anonyme mand.

Hos politiet ønsker man ikke at udtale sig om detaljer i forløbet, men man bekræfter, at nogle gik ude på kørebanen, mens andre gik inde ved rabatten.

De tre, der gik ude på vejen, blev ramt af den unge bilist. Om der skal føres en straffesag mod ham, kommer en anklager til at tage stilling til.

De tre dræbte er fra Asperup, og den unge bilist er fra lokalområdet.

Efter ulykken gav psykologer tilknyttet Odense Universitetshospital krisehjælp til familie og pårørende til de dræbte. Det skete i en bygning nær ulykkesstedet i Kustrup.

Ulykken er den værste siden juli, da tre børn mistede livet nær Sindal. En mor med fire børn i bilen drejede til venstre, men blev ramt af en modkørende bil, som kørte for stærkt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV