Tre dræbt i skyderi på tysk restaurant

Tre personer har tirsdag mistet livet i det sydvestlige Tyskland, da en mand åbnede ild på en restaurant i byen Dossenheim.

Ifølge politiet foregik der et møde i restauranten, og der var angiveligt et skænderi kort inden skyderiet.

- Motivet og begivenhedernes forløb er stadig uklart, siger en talsmand for politiet i Heidelberg.

Betjente blev tilkaldt omkring klokken 19, og der var omkring 20 personer til stede på spisestedet, da skyderiet fandt sted.

Ifølge politiets foreløbige efterforskning var gerningsmanden blevet bedt om at forlade mødet på restauranten. Men kort tid efter vendte han tilbage med en pistol og dræbte to personer. Bagefter rettede han våbnet mod sig selv og trykkede på aftrækkeren.

Yderligere fem personer blev kvæstet i skyderiet - flere har fået alvorlige skader, lyder det.

- Vidnerne er traumatiserede og i chok, lyder det fra anklagemyndigheden i Heidelberg.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip