Tre er dræbt af bombe ved amerikansk konsulat i Irak

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Tre er dræbt, og fem er såret af en bilbombe tæt ved det amerikanske konsulat i byen Erbil i irakisk Kurdistan, oplyser embedsmænd ifølge AFP.

- En bilbombe eksploderede uden for indgangen til det amerikanske konsulat. Det lader til, at konsulatet var målet, siger byens borgmester, Nihad Qoja, til Reuters.

Han har umiddelbart kun oplysninger om én dræbt.

Islamisk Stat har taget skylden for angrebet på sin Twitter-side, oplyser organisationen Site, der holder øje med yderliggående grupper.

USA's udenrigsministerium oplyser, at der ikke er nogen af det amerikanske konsulats ansatte blandt ofrene.

Et øjenvidne oplyser over for Reuters, at der også blev affyret skud i forbindelse med eksplosionen.

Billeder på sociale medier viser sort røg stige op bag bygningerne i Ankawa-distriktet, som er et overvejende kristent område, hvor der også bor en del udlændinge.

Kort efter angrebet i Erbil eksploderede to bomber i Iraks hovedstad, Bagdad. Mindst 27 meldes dræbt, siger politi og lægekilder til Reuters.

Bilbomber forekommer relativt hyppigt i Bagdad, men længere mod nord i de kurdiske dele af landet sker sådanne angreb sjældent.

Det sidste større angreb i Erbil var i november, da en selvmordsbomber kørte en bil pakket med sprængstoffer op ved indgangen til guvernørens kontor og sprængte sig selv og bomben i luften. Fem blev dræbt ved angrebet, som Islamisk Stat tog skylden for.

De kurdiske styrker er en af USA's vigtigste allierede i kampen mod Islamisk Stat, der har indtaget store dele af Irak.

De såkaldte peshmerga-styrker fra de kurdiske dele af Irak har presset Islamisk Stat tilbage mange steder i det nordlige Irak med hjælp fra amerikanskledede luftangreb.

/ritzau/Reuters