Tre EU-lande hasteindkalder til møde om migrationskrise

Skrevet af admin

30/08/2015

Dagens topnyheder

EU's indenrigsministre indkaldes nu til hastemøde for at styrke EU's fælles indsats for at løse den optrappede migrationskrise i Europa.

Det meddeler Luxembourgs regering, som i dette halvår har EU-formandskabet, på Twitter.

Det ekstraordinære møde, der skal finde sted 14. september, kommer på foranledning af indenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien, som søndag bad om et EU-møde for at drøfte konkrete løsninger og måder at håndtere krisen på.

- Vi er alle enige om, at vi ikke har mere tid at spilde, siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière.

- Den nuværende situation kræver omgående handling og solidaritet inden for Europa, understreger han.

Særligt det økonomisk trængte Grækenland er under stort pres på grund af de tusindvis af migranter, der ankommer til landet.

De tre indenrigsministre understreger, at det er nødvendigt at handle hurtigt. De beder om, at der etableres modtagecentre i Grækenland og Italien for at registrere nytilkomne flygtninge.

Samtidig med indkaldelsen til mødet skælder den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, ud på nogle af de østeuropæiske medlemmer af EU.

- Jeg finder det skandaløst, når jeg ser på et antal af europæiske lande - særligt mod øst - som ikke accepterer kvoter af migranter, siger han til radiostationen Europe One.

Fredag anslog FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at antallet af migranter, der har forsøgt at passere Middelhavet for at komme ind i Europa, har passeret 300.000.

Derudover forsøger mange migranter at passere gennem Balkan-landene ved hjælp af menneskesmuglere. Torsdag blev en lastbil med migranter fundet i Østrig med 71 - heriblandt fire børn og otte kvinder - døde migranter i lastrummet.

/ritzau/