Tre forsvundne betjente er fundet skuddræbt i Pakistan

Skrevet af admin

31/12/2014

Dagens topnyheder

Tre pakistanske politibetjente, som forsvandt under en patrulje natten til onsdag, er fundet døde, dræbt af skud, oplyser myndighederne i Malakand-distriktet i det nordøstlige Pakistan.

Drabene er sket i et bjergområde ved byen Ailam i Malakand, hvor militante fra Taliban er aktive.

- Militante affyrede skud mod en politipatrulje i går aftes, hvorefter en eftersøgning blev igangsat, og fire betjente blev meldt savnet, siger Asif Iqbal fra politiet til nyhedsbureauet AFP.

Politiet fandt onsdag morgen tre skuddræbte betjente. En politichef er såret efter episoden.

I starten af december blev to betjente skudt og dræbt, da de var på vej til byen Buner, hvor de skulle sørge for sikkerheden i forbindelse med en poliovaccination.

Pakistan genindførte dødsstraffen tidligere på måneden kort efter, at landet blev ramt af et voldsomt angreb på en skole, hvor 141 mennesker - herunder 132 elever - mistede livet.

Den pakistanske oprørsbevægelse Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) tog skylden for angrebet, der fandt sted i byen Peshawar.

/ritzau/AFP