Tre gange må Wilbek skifte ud i truppen under EM

Skrevet af admin

10/01/2014

Mest læste i dag

Med et par tvivlsomme spillere blandt sine 18 udvalgte har Ulrik Wilbek fået lidt ekstra at tænke over, inden han i eftermiddag skærer sin EM-trup til.

Men selv om Anders Eggert eller Rasmus Lauge ikke skulle blive klar til det første EM-opgør mod Makedonien på søndag, så har landstræneren senere i turneringen mulighed for at bringe dem i spil.

Og reglerne er blevet mere smidige end ved det seneste EM i 2012, hvor man havde to udskiftninger efter indledende runde og to efter mellemrunden.

Denne gang har Wilbek ganske vist kun tre udskiftninger at gøre godt med - til gengæld kan han sætte sine reserver ind, hvornår i turneringen det skal være.

Han behøver som tidligere heller ikke at sætte navn på alle 16 pladser med det samme.

Er der mindre end 16 spillere i den trup, som bliver nomineret fredag, kan holdet indtil en time før kampstart supplere med yderligere spillere op til de maksimale 16.

Det gjorde han for to år siden, hvor Bo Spellerberg på grund af tvivl om skader i truppen først blev indlemmet i truppen som 16. mand efter den første indledende kamp mod Slovakiet.

Det er dog et krav, at spillere, der skal i aktion ved EM, er med på den liste på 28 mand, som alle deltagende hold indleverede til det europæiske fodboldforbund for en måned siden.

Ud over de 18 spillere, der i december blev udtaget til EM, er følgende 10 spillere med i den bruttotrup, som Wilbek kan vælge sine reserver fra:

Søren Rasmussen, Marcus Cleverly, Patrick Wiesmach, Jakob Bagersted, Kasper Nielsen, Morten Slundt, Marcus Mørk, Simon Kristiansen. Morten Olsen.

Sidste mand er KIF Kolding Københavns Stefan Hundstrup, som dog er ukampdygtig efter en operation i december.

En spiller, der tidligere er blevet skiftet ud, kan sagtens blive skiftet ind igen senere.

/ritzau/