Tre gange så mange kvinder dømmes for forbrydelser

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Når dommere udskriver bøder og afsiger domme i dag, sker det tre gange så ofte til en kvinde på anklagebænken sammenlignet med for 30 år siden.

Det viser en ny rapport fra Justitsministeriet, som kortlægger kvinders kriminalitet, og som fastslår, at kvinder ikke er blevet mere kriminelle, men at tredoblingen snarere skyldes en række lovstramninger og flere kvindelige bilister.

- Forklaringen skal derimod findes i en række lovændringer, at nye områder er gjort strafbare samt øget risiko for, at kvinder overtræder færdselsloven, siger forskningschef i Justitsministeriet Britta Kyvsgaard.

Gennem de seneste 30 år er antallet af færdselsovertrædelser begået af kvinder således steget med mere end 500 procent. Det skyldes imidlertid ikke, at kvinder er blevet dårligere til at køre bil, forklarer Britta Kyvsgaard.

- Der er intet, som tyder på, at kvindelige trafikanter skulle være blevet meget dårligere eller mindre lovlydige gennem årene. Forklaringen skal derimod findes i, at kvinder i langt højere grad sidder bag et rat i dag end tidligere.

Når det gælder overtrædelser af straffeloven, er udviklingen da også mindre markant.

Her er kvinders kriminalitet over en 30-års-periode steget med 14 procent - med 1993 som højdepunkt, hvorefter tendensen har været faldende. For mændenes vedkommende er der tale om et fald på otte procent.

For 30 år siden fik ca. 25 gange så mange mænd som kvinder en voldsdom. I dag er det blot cirka otte gange så mange.

- En del af den vold, der bliver begået af kvinder, blev tidligere slet ikke meldt til politiet. Her ser vi et ændret mønster, hvor kvindelige voldsudøvere oftere anmeldes til politiet, siger Britta Kyvsgaard.

Mænd begår fortsat mere kriminalitet end kvinder. Men hvor cirka 10 mænd blev dømt for kriminalitet for hver kvinde for 30 år siden, gælder det i dag cirka fem mænd for hver kvinde.

Siden 1983 er antallet af strafferetslige afgørelser mod kvinder, dvs. for overtrædelser af straffeloven, færdselsloven og andre særlove, således steget med hele 200 procent. For mænd er det tilsvarende tal 66 procent.

/ritzau/