Tre gerningsmænd er dræbt under turistangreb i Egypten

Skrevet af admin

10/06/2015

Dagens topnyheder

En bilbombe er onsdag eksploderet på en parkeringsplads i nærheden af Karnaktemplet i Luxor i det sydlige Egypten, oplyser sikkerhedsstyrker og øjenvidner ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bombesprængningen er en optrapning af de seneste angreb mod turistområder i Egypten. Der er ingen umiddelbare oplysninger om eventuelt dræbte efter angrebet, men der meldes om flere kvæstede.

Endnu er der ingen grupper, som har påtaget sig skylden, men militante islamister, der ønsker at vælte regeringen i Kairo, har i den seneste tid dræbt hundredvis af politifolk og soldater, fortrinsvis ved kontrolposter og kaserner eller politistationer.

En talsmand for de egyptiske sundhedsmyndigheder siger, at ingen turister er kommet noget til, men fire egyptere er såret. Sikkerhedsstyrker siger, at en basarejer og politifolk er blandt de kvæstede.

Politiet siger, at tre bevæbnede mænd forsøgte at storme en afspærring, som fører ind til Karnak-tempelområdet. To mænd forlod bilen og kom i ildkamp med politiet, som dræbte dem. Den tredje mand i bilen kom igennem afspærringen og sprængte sig selv i luften.

Turisme er en af Egyptens vigtigste indtægtskilder og indtjening af udenlandsk valuta for den arabiske verdens mest folkerige land.

Bevæbnede mænd på en motorcykel skød og dræbte to ansatte i Egyptens turist- og antikvitetspolitistyrke på en vej i nærheden af Giza-pyramiderne i sidste uge.

/ritzau/Reuters