Tre jihadist-mistænkte på vej til Danmark stoppet i Marokko

Marokkansk politi har tilbageholdt tre afghanere, der er mistænkt for at have forbindelse til jihadistnetværk.

Mændene blev anholdt, da de forsøgte at gå om bord på et fly med Danmark som destination, oplyser embedsmænd i Marokko onsdag.

Ifølge embedskilderne blev de tre mistænkte anholdt lørdag i lufthavnen i Marrakesh. Politiet blev opmærksom på de tre personer, da de bar falske, afghanske pas.

Yderligere fandt man "mistænkelige dokumenter med jihadist-indhold", lyder det i en udtalelse fra det marokkanske indenrigsministerium.

Den nordlige del af Afrika er i forvejen i alarmberedskab efter en massakre på turister i Tunesien.

Ifølge Marokkos indenrigsministerium har en undersøgelse afsløret et internationalt rekrutteringsnetværk for jihadister, og ministeriet oplyser, at de tre anholdte mænd vil blive stillet for retten.

Ritzau har forsøgt at få bekræftet oplysningerne hos Udenrigsministeriet, og her er den foreløbige melding, at man undersøger sagen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip