Tre-For køber fynsk velfærdsteknologi

Energikoncernen Tre-For går nu ind i velfærdsteknologien gennem et opkøb af den teknologiske virksomhed Medisat i Odense, der er leverandør af telemedicinske løsninger til den danske sundhedssektor.

Medisat har eksisteret siden 2006 og har med konceptet Patientkufferten et produkt, som sikrer KOL-patienter en tryg undersøgelse i patientens eget hjem og en dialog med sundhedspersonalet på det respektive sygehus, som patienten er tilknyttet.

Patientkufferten forkorter dermed patienters indlæggelsestid og øger trygheden efter udskrivelse.

- Med overtagelsen af Medisat går vi ind i velfærdsteknologien med ønsket om at være på forkant med udviklingen indenfor området. Vi vil være med til at videreudvikle dansk velfærdsteknologi, og vi ser et stort potentiale for virksomheden og dens produkter i såvel indland som udland med et stærkt udgangspunkt i Region Syddanmark, siger Knud Steen Larsen, administrerende direktør i Tre-For.

Ud over patientkufferten er Medisat også kendt for deres omsorgstelefon, som i dag er i drift hos ældreplejen i Odense Kommune. Omsorgstelefonen benyttes også hos psykiatrien i Region Syddanmark i Esbjerg og i Børne unge psykiatrien i Odense samt til omsorgskald til ældre borgere.

Dagens Gossip