Tre-For kom ud af 2012 med million-overskud

Energiselskabet Tre-For, der har hovedsæde i Kolding, kom stærkt ud af 2012 med et overskud på 211 millioner kroner før skat.

Året bød på stor omsætningsfremgang, og årsregnskabet viser et stort positivt driftsresultat på 384 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til året før. Tre-For's bestyrelse godkendte årsrapporten på bestyrelsesmødet forleden og indstiller den til godkendelse på repræsentantskabsmøde den 30. april.

- Tre-For's flotte årsregnskab for 2012 er skabt via gode resultater både på de forretningsmæssige områder og på vores finansielle aktiviteter, ligesom vores omsætning er steget med 21 procent til 2,22 milliarder kroner, hvilket er den største nettoomsætning i koncernens historie, siger Knud Steen Larsen, administrerende direktør i Tre-For.

2012 var et år med dynamik, vækst og stor konkurrence i markedet generelt, og selv om budgettet for 2012 var baseret på klar, forventelig fremgang, har resultaterne været endnu bedre.

- Der er udvist et omfattende og ansvarligt lederskab, siger Steen Dahlstrøm, bestyrelsesformand i Tre-For.

Dagens Gossip