Tre mænd anholdt for at skyde tilfældige med hardball-pistol

Skrevet af admin

25/07/2015

Mest læste i dag

Tre mænd i begyndelsen af 20'erne er natten til lørdag blevet anholdt, efter at de har chikaneret tilfældige personer og bilister i København ved at skyde efter dem med såkaldte hardballpistoler.

Flere af ofrene er blevet behandlet på skadestuen, og ifølge Københavns Politi er det heldigt, at ingen er kommet alvorligt til skade.

- Et antal forurettede har været på skadestuen, og lægerne har sagt, at de her hårde plastikkugler, der er blevet skudt med, kan forårsage alvorlige skader. Man kan miste et øje eller synet, hvis uheldet er ude, siger Morten Smith, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ritzau.

Politiet har endnu ikke fuldt overblik over, hvor mange personer der har været mål for de tre mænds skyderier. Efterforskningslederen opfordrer derfor folk til at henvende sig, hvis de er blevet ramt eller har set noget.

- Nogen tænker måske, at de bare har været udsat for tåbelige drengestreger, men vi vil gerne høre fra dem alligevel, så vi kan registrere det, siger Morten Smith.

Det var en patrulje, der fik sat en stopper for løjerne, da den ved totiden spottede bilen med de tre mænd på Frederiksberg.

- Vi fik flere anmeldelser og oplysninger om skyderier mod personer og biler på kort tid, og så kunne vi efterhånden stykke et godt billede sammen af den bil, der blev skudt fra, siger Morten Smith.

Der er fundet "adskillige" hardball-pistoler i bilen, tilføjer han.

Politiet vil forsøge at få de tre mænd fremstillet for en dommer lørdag formiddag med henblik på varetægtsfængsling.

/ritzau/