Tre mænd dømt for brandstiftelse mod pizzeria i Odense

Tre mænd er i dag blevet dømt for brandstiftelse mod Jasmin Pizzeria i Nørregade i Odense, oplyser Fyns Politi.

Det var den 6. marts i år, hvor en 31-årig mand fra Assens med to molotovcocktails, forsøgte at sætte ild til pizzeriaet. Det gik dog helt galt, og i stedet antændte manden sig selv, mens et vidne filmede det med sin mobiltelefon.

Den 31-årige mand, der er fra Assens fik et års fængsel for at have forsøgt at sætte ild til pizzeriaet. En 34-årig mand fra Assens fik to års fængsel for at have optrådt som mellemmand, idet han skaffede kontakten til den 31-årige.

En 42-årig mand fra Tinglev i Sønderjylland fik 2 ½ års fængsel for at stå bag brandstiftelsen. Den 42-årige mand var samlever med den kvindelig indehaver af pizzeriaet, der på gerningstidspunktet havde lejet lokalerne i Nørregade.

Den 42-årige blev tillige dømt for i februar i år at have forsøgt at få en anden person til at udføre brandstiftelsen. Da denne afslog at medvirke, fik den 42-årige mand via sin 34-årige ven kontakt med den 31-årige, som indvilligede i at udføre brandstiftelsen mod eftergivelse af en mindre gæld til den 34-årige.

Den 34-årige og den 42-årige er begge irakiske statsborgere, som har boet i Danmark i 12 år. Begge blev ved dommen udvist for bestandig. Den tredje dømte er etnisk dansker.

De to udlændinge ankede dommen til frifindelse. Danskeren tog betænkningstid. De to udlændinge er fængslet efter dommen.

Dagens Gossip