Tre mænd dømt til fængsel og udvisning: Svindlede med kreditkort og rejser

Tre mænd er her til eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet dømt for omfattende misbrug af udenlandske kreditkort.

De tre mænd er fra den vestlige del af Aarhus og er henholdsvis 33, 26 og 23 år gamle.

De er dømt for at have købt og betalt rejser, gavekort og varer på internettet ved brug af stjålne, udenlandske kreditkortoplysninger for derefter at videresælge dem.

Fra maj til oktober 2014 købte de tre mænd 58 rejser hos danske rejseselskaber, som de solgte videre til andre, der, for de flestes vedkommende, nåede at gennemføre rejsen, inden kreditkortudstederne afviste betalingen og efterlod rejseselskaberne med et samlet tab på over en millioner kroner.

Det fik flere rejseselskaber til at lukke for betaling med udenlandske kreditkort, hvilket betød at de tre mænd i stedet kastede sig over internetbutikker.

Læs også: Erhvervsjournalist idømt fængsel for kursmanipulation

På nettet købte de gavekort og varer for over 130.000 kroner, inden Østjyllands Politi for omkring et år siden slog til og ransagede flere adresser.

Herefter blev en større efterforskning igangsat hos Lokalpolitiet i Aarhus Vest.

- Sagen voksede i løbet af foråret 2015, og takket været godt politiarbejde af kollegaerne i Aarhus Vest endte vi til sidst ud med et 22-siders langt anklageskrift med 75 forhold om databedrageri og et enkelt om overtrædelse af våbenloven, siger senioranklager Charles Conrad i en pressemeddelse fra Østjyllands Politi.

Han oplyser, at der er rejst tiltale for bedrageri for godt 1.5 millioner kroner, mens 52 vidner har været indkaldt i sagen.

De tiltalte har tjent over 320.000 kroner på deres ulovlige forretningsmetoder.

De ulovlige forretningsmetoder blev i dag omsat til langvarige straffe for de tre bagmænd.

Den 33-årige mand, der er afvist asylansøger, fik to års fængsel og udvisning i 12 år, den 26-årige blev ligeledes idømt to års fængsel, mens den 23-årige, der er bosiddende i Danmark, men ikke er dansk statsborger, fik halvandet års fængsel og betinget udvisning i to år.

- Det er en rigtig god dom, der afspejler, at der er tale om grov kriminalitet. Det er en omfattende sag, der både har krævet mange ressourcer for politi og anklagemyndighed, men som også har haft mange forurettede, siger Charles Conrad.

Yderligere én person, en 24-årig mand, er tiltalt i en mindre del af sagen. Han forventes at få dom den 8. februar.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip