Tre mænd for en dommer i sag om dobbeltvoldtægt

Tre mænd på 24, 25 og 26 år er onsdag morgen blevet stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor de er sigtet for voldtægt af to kvinder på en stripklub ved den kendte festgade Jomfru Ane Gade i Aalborg natten til tirsdag.

Stripklubben hedder Club Red Light, og de to kvinder på 22 og 23 år har fortalt, at de både blev tvunget til samleje og oralsex under bedøvelse af et ukendt stof, oplyser vicepolitikommissær Ole Jensen fra Nordjyllands Politi.

- De tre mænd er sigtet for ved vold eller trusler om vold at have tiltvunget sig samleje samt andet seksuelt forhold med de to piger, siger Ole Jensen.

Politiet krævede dørene til grundlovsforhøret lukket for offentligheden af hensyn til ofrene og efterforskningen mod mulige medgerningsmænd på fri fod.

- De er sigtet for at blande et ukendt stof i pigernes drinks, hvilket gjorde dem ude af stand til at modsætte sig samleje samt oralsex med de sigtede samt ukendte medgerningsmænd, hvorefter de sigtede gennemførte oralsex og samleje, fortæller Ole Jensen.

De to kvinder har fortalt, at gruppevoldtægten på stripklubben er sket i tidsrummet mellem klokken tre og 5.50 natten til tirsdag. Selvom kvinderne sagde stop, så fortsatte gruppevoldtægten ifølge sigtelsen.

- De er sigtet for under uudtalte trusler om vold at have fortsat samlejet og oralsex med pigerne, selvom pigerne havde tilkendegivet, at de skulle stoppe, siger Ole Jensen.

De sigtede erkender at have været samlet på stedet på det givne tidspunkt, men at den seksuelle omgang med de to kvinder var frivillig, skriver Nordjyske.dk, der er til stede i retten.

/ritzau/

Dagens Gossip