Tre mænd kræves dømt for at lokke mænd i sexbaghold

Skrevet af admin

11/01/2016

Dagens topnyheder

En 20-årig mand fra Vejle erkendte mandag i Retten i Kolding, at han i flere tilfælde har været med til at overfalde mænd, som ønskede sex med purunge piger.

Det skriver ekstrabladet.dk. Ifølge manden skete det som afstraffelse.

Den unge mand er sammen med to kammerater på 19 og 35 år tiltalt for via internettet at arrangere fingerede møder mellem mænd og 15-16-årige piger, der i virkeligheden ikke eksisterer.

Når mændene mødte op i den tro, at de skulle mødes med unge piger, blev de i stedet overfaldet, berøvet og i nogle tilfælde efterfølgende presset til at betale penge for at undgå at få afsløret deres seksuelle interesser.

Overfaldene fandt sted i Vejle i maj og juni sidste år.

I et tilfælde gik det ud over en 68-årig mand, som ifølge anklageskriftet en aften blev lokket til et mødested, hvor tre personer trængte ind i hans bil, strammede et tørklæde om halsen på ham og slog og sparkede ham.

Manden blev tvunget til at udlevere to kreditkort med koder, som kort efter blev forsøgt brugt i en hæveautomat i Vejle.

Få dage efter gik det ud over en 36-årig mand, som på et aftalt sted, hvor han troede, at han skulle møde en 16-årig pige, i stedet blev mødt af tre maskerede mænd, der slog ham med blandt andet et baseballbat og tvang ham til at udlevere 1500 kroner og en mobiltelefon.

Mindre end en uge efter blev manden kontaktet og truet med, at hans seksuelle interesser ville blive afsløret, med mindre han betalte 5000 kroner. Han betalte beløbet, men da mændene ville have mere, valgte han at melde sagen til politiet.

To af de tiltalte har ifølge anklageskriftet også været med til at sætte en kniv for struben af en 34-årig mand, som de aftvang en mobiltelefon, en pung med 10.000 kroner og en computer.

På et tidspunkt blev manden angiveligt holdt ud over havnebassinet i Vejle for at få ham til at udlevere sine pinkoder.

Flere mænd har ifølge anklagemyndigheden deltaget i overfaldene, men det er kun lykkedes at identificere de tre.

Mens den 20-årige har erkendt i et vist omfang, nægter de to andre sig skyldige, oplyser ekstrabladet.dk.

Der afsiges muligvis dom i sagen 29. januar.

/ritzau/