Tre mænd overfaldt og befamlede 15-årig pige - men det fortrød de hurtigt

Skrevet af Kristine Bugbee

16/11/2015

Mest læste i dag

En 15-årig pige gav søndag aften tre overfaldsmænd en lektion, som de formentlig sent vil glemme. Det skriver Lokalavisen Egedal.

Pigen var på vej hjem på sin cykel i Ølstykke, da hun pludselig blev standset af tre fremmede mænd. Den ene spærrede cykelstien med sin knallert, så hun ikke kunne komme forbi.

Efter at hun bad dem om at flytte sig, gik to af mændene hen og væltede hende af cyklen. Herefter forsøgte de at lyne teenagepigens jakke op.

Ifølge Lokalavisen Egedal hev den ene mand den 15-årige pige tæt ind til sig, mens den anden mand stak sin hånd ind under hendes jakke. De forsøgte at finde ud af af, om hun havde mobil og penge på sig, og pigen blev undervejs revet på kind og hals.

Hun er usikker på, om de forsøgte noget seksuelt, da de befamlede hende, eller om det udelukkende var for at få fingrene i hendes ejendele.

Den unge pige fik på dette tidspunkt nok. 

Hun gav den ene mand et spark i ribbenene, hvilket fik ham til at fjerne sig fra hende. Den anden mand sprang af sin knallert og gik hen mod pigen, hvorefter hun slog ham i hovedet. Herefter hoppede hun igen op på sin cykel og kørte til sit hjem i Jyllinge.

Nordsjællands Politi opfordrer ikke til selvtægt, men der kan være undtagelser, lyder det:

- Det må være op til den enkelte at vurdere situationen, men i det her tilfælde må man anerkende, at pigen har haft ben i næsen, siger Henrik Duus, som er specialkonsulent ved Nordsjællands Politi til Lokalavisen Egebjerg.

Kan du hjælpe?
Overfaldet skete søndag aften klokken 21.20, og den 15-årige pige lagde kort efter overfaldet mærke til, at bus 600 holdt ind ved busstoppestedet, oplyser Nordsjællands Politi. Politiet hører meget gerne fra vidner i bussen, som kan have set de tre gerningsmænd.

Den ene beskrives som cirka 16 år, omkring 175 cm. høj og kraftig af bygning. De to andre beskrives som cirka 20-25 år og omkring 180 cm. høje. Alle tre er af anden entnisk baggrund end dansk og taler dansk med accent. De bar alle tre dynejakker.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefon 114.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: