Tre mænd slået med jernrør i umotiveret overfald

Skrevet af admin

26/01/2014

Mest læste i dag

Tre mænd på Fabriksvej i Helsingør gik lørdag eftermiddag ud på gaden, da de hørte lyden af jern, der blev slået mod en række biler. Her så de en gerningsmand, som var midt i en hærværksturné, og som nu sprang på de tre mænd med et 22 centimeter langt jernrør.

Nordsjællands Politi fik senere anholdt en 35-årig mand for overfaldet, og han er nu sigtet for grov vold mod de tre mænd på 67, 66 og 51 år, der alle slap væk med mindre skader.

- Den ene har fået skader på tænderne, mens de to andre har flænger på hænder og arme, da de prøvede at afværge slagene, siger vagtchef Ib Kaas til Ritzau.

Hærværk og overfald skete klokken 16.30, og politiet har ikke umiddelbart noget motiv til, hvorfor de tre mænd skulle udsættes for den grove vold med et jernrør.

- Vi får fat i ham umiddelbart efter, at de ringer til politiet. Der er ikke umiddelbart noget motiv, og den anholdte kender ikke de tre mænd, fortæller vagtchefen.

Politiet kræver den 35-årige varetægtsfængslet ved Retten i Hillerød klokken 12 søndag.

Den 35-årige er endnu ikke afhørt, og det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelserne.

/ritzau/