Tre personer anholdt i Aalborg: Mistænkes for to røverier

Skrevet af admin

22/01/2016

Dagens topnyheder

To mænd og en kvinde, som mistænkes for at stå bag to røverier i Aalborg de seneste dage, er natten til fredag blevet anholdt.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter midnat truede to mænd med en "pistollignende genstand" en taxachauffør til at udlevere penge på Parkvej i Aalborg.

Men de to mænd, som havde været kunder i hyrevognen, fik ikke mange minutter til at spendere udbyttet i.

Knap 20 minutter senere blev de anholdt af en af politiets hundepatruljer på Vestre Allé.

Gerningsmændene er henholdsvis 18 og 51 år. Desuden blev en 43-årig kvinde også anholdt for mulig medvirken til røveriet.

Nordjyllands Politi efterforsker, om de tre personer kan sættes i forbindelse med et andet røveri onsdag aften mod spillehallen "Skipperen" på Vestre Allé.

Her lykkedes det en mand, der havde tildækket sit ansigt med med et viskestykke, at true sig til et mindre kontantbeløb, fortalte vagtchef Per Vagn Nielsen til Ritzau.

- En mand kommer ind med en pistol - ægte eller ej - og truer med en pistol og råber ind i lokalet, at det er et røveri. Han beordrer dem, der er i lokalet, ned på gulvet. Så går han ind i det næste lokale og får en af de ansatte til at tømme kassen ned i en pose, hvorefter han forlader stedet igen, forklarede vagtchefen.

/ritzau/