Tre personer anholdt i Bække efter væbnet røveri mod Super Spar i Børkop

Tre yngre personer blev i aftes anholdt i Bække efter et røveri mod Super Spar i Børkop ved Vejle.

Klokken 20.41 i aftes kom to mænd i Super Spar og truede personalet med både en kniv og en pistol og fik udlevret blandt andet penge og frimærker fra et pengeskab, oplyser vicepolitikommissær hos lokalpolitiet i Vejle, Jens Møller Pedersen til dagens.dk.

Efter røveriet stak de af i en rød bil, som vidner nåede at notere registreringsnummeret på.

Bilen blev efterlyst og senere på aftenen spottede en patrulje fra Syd- & Sønderjyllands Politi køretøjet i Bække mellem Vejen og Grindsted. I bilen var tre personer og de blev anholdt. De anholdte er fra Vejle-området og der er tale om to på 19 år samt en på 20 år.

- Vi fremstiller dem i grundlovsforhør klokken 11 og de er sigtet for røveri, slutter Jens Møller Pedersen fra lokalpolitiet i Vejle.

Dagens Gossip