Tre personer er fundet dræbt af skud i Tyskland

Skrevet af admin

21/12/2015

Mest læste i dag

Tre personer er søndag aften blevet fundet dræbt af skud i Bayreuth i den tyske delstat Bayern.

Ved 21.30-tiden underrettede en beboer i bydelen St. Johannis politiet, efter at vedkommende havde hørt en række skud.

I nærheden af gerningsstedet er en fjerde person fundet såret. Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tilsyneladende er der tale om et jalousidrama.

Ofrene er en far, hans datter samt hendes nye ven. Den sårede person er angiveligt datterens tidligere kæreste, skriver avisen Bild på sin hjemmeside.

Gerningsvåbnet er fundet tæt på den sårede person.

Ifølge den borger, der alarmerede politiet, faldt der i alt otte skud.

- Det lød som fyrværkeri, siger personen ifølge Bild.

Derefter skulle gerningsmanden have forsøgt at tage livet af sig. Flere fodgængere, som blev vidner til nedskydningen af de tre personer, flygtede fra stedet, oplyser Bild.

/ritzau/dpa