Tre personer mister livet i belgisk togulykke

Mindst tre personer er døde, mens omkring 40 andre meldes kvæstet, efter at et passagertog sent søndag er kørt ind i et godstog i Belgien.

Det oplyser Belga, det belgiske nyhedsbureau.

Ulykken er sket nær landsbyen Hermalle-sous-Huy vest for Liège, og borgmesteren i den nærliggende by Saint-George-sur-Meuse, Françis Dejon, bekræfter ifølge avisen Het Nieuwsblad, at tre personer har mistet livet.

- Men det tal vil formentlig stige, siger han.

Passagertoget kørte med omkring 90 kilometer i timen, da det ramte godstoget, oplyser de belgiske statsbaner, SNBC. Godstoget kørte på samme spor, men i et meget langsommere tempo.

En talsmand fra Infrabel, der driver skinnenettet i Belgien, siger, at omfanget af skaderne er store. Han afviser ifølge den franske avis L'Avenir at lægge sig fast på årsagen til ulykken, der skal undersøges nærmere.

Men grunden til, at de to togsæt kørte på de samme skinner, kan skyldes, at et lynnedslag tidligere søndag forårsagede skader, der krævede reparationer på strækningen.

Ifølge L'Avenirs oplysninger var reparationsarbejdet i gang på ulykkestidspunktet, og derfor var togdriften indskrænket til ét spor.

Ifølge SNBC bestod passagertoget af seks vogne, hvoraf de to forreste blev afsporet ved ulykken klokken 23.03. Toget var på vej fra Liège til Namur med godt 40 personer om bord.

De to vogne, der blev afsporet, beskrives af vidner som helt ødelagte ifølge L'Avenir.

En redningsaktion er natten til mandag i gang, oplyser de lokale myndigheder.

/ritzau/

Dagens Gossip