Tre personer savnes efter forlis i Øresund

En båd med tre personer meldes tirsdag eftermiddag sunket i farvandet syd for Malmø.

Det bekræfter Søværnets Operative Kommando over for tv2.dk.

- Vi assisterer den svenske kystvagt med redningen af tre personer i vandet. Vi har sendt en helikopter. Derudover er marinehjemmeværnets båd Bopa og båden Airport Rescue på vej derover, siger presseofficer for Søværnets Operative Kommando, Jesper Rasmussen, til tv2.dk.

Det er meget begrænset, hvad den danske presseofficer ellers kan bidrage med af oplysninger om redningsaktionen.

- Det er den svenske kystvagt, der står for aktionen, så det er dem, der har detaljerne. Vi bidrager kun med materiel, siger han til tv2.dk.

Redningsfolk fra Københavns Lufthavn i Kastrup er ligeledes indsat i aktionen, som styres af den svenske søredningstjeneste i Göteborg.

Den svenske søredningstjeneste har ikke nærmere oplysninger om de tre, som formodes at være sunket med båd syd for Malmø.

Hverken om bådtype eller de tre savnedes nationalitet.

Alarmen om de tre i nød kom klokken 14.30.

Dagens Gossip