Tre røvere beordrede ekspedient ned på gulvet

Skrevet af Ann Katrine Warren

05/11/2013

Dagens topnyheder

De tre røvere dukkede mandag aften kort før klokken 22 op på tanken på Adlers Allé i Fårevejle på Vestsjælland. De to kvinder og en mand beordrede den 23-årige mand, som passede tanken, ned at ligge bag disken. Den ene kvinde og den mandlige røver gik herefter bag kassen og tog for sig af penge af cigaretter. Det oplyser Midt og Vestsjællands Politi.

De tre røvere løb efter røveriet ud på Tuborgvej og forsvandt. Politiet satte hurtigt politihunde ind i området i håb om at finde frem til røverene. Men det lykkedes ikke at fange de tre personer.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Røverne beskrives sådan:

A: Kvinde, mellemøstlig af udseende, 16-22 år, 170-175 cm høj og almindelig til tynd af bygning. Hun var  iført kraftig blåt stort tørklæde for ansigtet, sort jakke, blå cowboybukser der var bleget på forside og bagside af lår, hvide sokker og sorte sko med hvide såler.

B: Kvinde, mellemøstlig af udseende, 16-22 år, 170-175 cm høj og almindelig til tynd af bygning. Hun bar et brunt tørklæde for ansigtet og var iført sort tynd dunjakke med snøre i livet, lyseblå cowboybukser der var bleget på forside og bagside af lår, sportssko med kraftige orange stafferinger og hvide såler.

C: Mand, mellemøstlig af udseende, 16-24 år, 180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført mørk kasket med hættetrøje som dækkede ansigtet, sorte joggingbukser med lys skrift på venstre lår, hvide sko og bar sorte handsker.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra vidner eller andre, der kan komme med oplysninger til sagen. Kontakt politiet på 114 eller 46351448.