Tre russere tilbageholdes i Tyrkiet efter bombe

Skrevet af admin

13/01/2016

Dagens topnyheder

Det russiske generalkonsulat i den tyrkiske by Antalya bekræfter, at tre russere er blevet tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder, fordi de mistænkes for at have forbindelser til Islamisk Stat, skriver det statslige russiske nyhedsbureau RIA.

Det tyrkiske nyhedsbureau Dogan skrev tidligere, at myndighederne tilbageholder tre personer med russisk statsborgerskab efter bombeanslaget i Istanbuls turistcentrum tirsdag.

Ved selvmordsbombeangrebet på Sultanahmet-pladsen i hjertet af Istanbul blev ti mennesker dræbt - ni tyskere og en peruaner. 15 personer blev såret - ni af dem tyskere.

Det er første gang i lang tid, at et angreb i Tyrkiet har været rettet direkte mod turister.

De tyrkiske myndigheder mener, at det var en syrer, der for nylig kom til Tyrkiet fra det krigshærgede naboland, som begik massakren.

Politiet har også beslaglagt dokumenter og cd'er efter undersøgelser af det sted, hvor de mistænkte havde indlogeret sig, skriver nyhedsbureauet Dogan.

Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for bombeanslaget.

I Sultanahmet-kvarteret ligger en række af Istanbuls største seværdigheder.

Forholdet mellem Rusland og Tyrkiet er meget spændt, efter at det tyrkiske luftvåben i slutningen af november nedskød et russisk fly, da det kortvarigt overfløj en tyrkisk lomme ved den syriske grænse.

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, siger, at han tirsdag talte med forbundskansler Angela Merkel og forsikrede hende om, at Tyrkiet vil bekæmpe Islamisk Stat - båd i Tyrkiet og som deltager i den amerikanskledede koalition.

De tyrkiske myndigheder gav sidste år Islamisk Stat skylden for en bombe i byen Suruc nær grænsen til Syrien.

De mistænker også Islamisk Stat for at stå bag to selvmordsbomber i oktober, der dræbte 103 mennesker ved en fredsdemonstration i landets hovedstad, Ankara.

Tyrkiet, der har været i forhøjet alarmberedskab siden bomberne i Ankara, fører også en vedvarende offensiv mod den forbudte kurdiske bevægelse PKK i et forsøg på at knække gruppen, der kæmper for et kurdisk hjemland i det sydøstlige Tyrkiet.

/ritzau/Reuters