Tre skader og tre kasser for United på Craven Cottage

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Der blev scoret mål og skiftet ud på stribe i de første 45 minutter af Manchester Uniteds kamp mod Fulham på Craven Cottage i London. Tre mål og tre udskiftninger blev det til for United, som endte med at vinde kampen 3-1.

Vi begynder med Uniteds tre mål i første halvleg, som blev scoret efter samme simple opskrift med hurtige flade pasninger rundt om forvirrede Fulham-spillere.

Kantspilleren Antonio Valencia bragte United foran med 1-0 efter blot 10 minutter. Det var Wayne Rooney, som stod for oplægget til målet med en lækker tværaflevering i feltet.

Stjerneangriberen Robin van Persie fordoblede føringen efter 20 minutter, da hollænderen på grænsen til offside modtog bolden fra Adnan Januzaj og hamrede bolden op i nettaget.

Van Persie assisterede to minutter senere Rooney til 3-0-scoringen, og det lignede et rent kollaps af Fulham på Craven Cottage på dette tidspunkt af kampen.

I slutminutterne af første halvleg begyndte skaderne så at vælte ind over Uniteds hold. Næsten i samme takt som målene.

I pausen måtte Rafael, Tom Cleverly og Jonny Evans lade sig udskifte med skader, og ind kom i stedet Chris Smalling, Marouane Fellaini og Shinji Kagawa.

Fulham kom bedre med i kampen i anden halvleg, og et skud fra den indskiftede svensker Alex Kacaniklic gik via Rooneys støvle i nettet bag David De Gea, som endnu en gang holdt danske Anders Lindegaard på bænken.

United har med sejren 17 point efter 10 kampe, hvilket fortsat efterlader de forsvarende engelske mestre et stykke efter det absolutte topfelt i Premier League.

/ritzau/