Tre snarrådige forbipasserende redder 95-årige kvinde

En 95-årig kvinde kan takke tre snarrådige mennesker for, at hun er i live, og ikke omkom i flammer. De tre bliver nu indstillet til en dusør for deres heltemod, oplyser vagtchefen ved Syd-og Sønderjyllands Politi.

Kvinden bor på en nedlagt landejendom på Aabenraavej i landsbyen Lille Emmerske nord for Tønder.

Da de tre - et ungt par, der er på ferie fra København og en mand fra lokalområdet - kommer forbi ejendommen, står stuehuset i flammer, mens der er kraftig røg i den sammenbyggede længe, hvor den 95-årig kvinde bor på første sal.

Bliv ven med Dagens Sønderjylland - Altid gratis nyheder

Ifølge vagtchefen er kvinden ikke i stand til selv at komme ud af sit hjem, og ved hjælp af madrasser og andet får de løftet kvinden ud og ned på gårdspladsen, inden huset bryder i brand.

- De nærmere omstændigheder omkring branden kender vi endnu ikke, men der er ingen tvivl om, at den hurtige indsats redder kvindens liv, siger vagtchefen.

Op mod 15 slukningskøretøjer fra Tønder, Bredebro, Løgumkloster og Øster Højst har assisteret med slukningsarbejdet.

Ifølge de første meldinger fra stedet, er stuehuset totalt ødelagt. En del af det er styrtet sammen.

/ritzau/

Dagens Gossip