Tre teenagere røver supermarked i Haderslev med pistol

Et supermarked i Haderslev blev onsdag aften udsat for et røveri, da en person truede sig til et udbytte ved hjælp af en pistol.

I alt tre teenagere på henholdsvis 16, 16 og 17 år er blevet anholdt i forbindelse med sagen, og både pistol og udbytte er fundet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi får en anmeldelse om et væbnet røveri klokken 21.45, da overfaldsalarmen i en Kiwi-forretning går af. En gerningsmand har indfundet sig i butikken, da der ikke var andre kunder. Han truede med en sort pistol og fik udleveret en større mængde skrabelodder, siger vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau.

Røveriet skete i Kiwi-forretningen på Varbergvej. Der var kun én røver i butikken, og han flygtede efterfølgende til fods.

Ekspedienten, der blev truet, var i stand til at give politiet et godt signalement af gerningsmanden, så der gik ikke lang tid, før betjente kom på sporet af den mistænkte.

- En patrulje melder klokken 22.06 ind, at de har fundet en person, som svarer til signalementet. Faktisk har de fundet to personer. De har også fundet en gaspistol og en større mængde skrabelodder, som nok er udbyttet, siger Erik Lindholdt.

De to anholdte er 16 og 17 år, og efterfølgende er en tredje gerningsmand på 16 år også blevet anholdt. Han menes at have været involveret i røveriet.

Politiet ønsker dog ikke at oplyse for mange detaljer om de nærmere omstændigheder, da de tre mistænkte endnu ikke er blevet afhørt.

Torsdag skal det vurderes, om de tre drenge skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/

Dagens Gossip