Tre tiltalt for mordbrand i Greve

Ifølge anklageskriftet, som Berlingske Nyhedsbureau har fået aktindsigt i, ankom de tre tiltalte til offerets lejlighed først på eftermiddagen. De var maskerede og havde nøgle til lejligheden, hvor de overfaldt kvinden med vold og trusler. Herefter gennemsøgte de lejligheden for værdigenstande - tilsyneladende uden at finde noget.

Derudover mener anklagemyndigheden, at de tre »i forening og efter forudgående aftale og planlægning« fik pøset benzin på offeret og sat ild til hende. Hun døde ifølge anklageskriftet som følge af »en kombination af varmebetinget chok og iltmangel«.

De tiltalte skal i samme forbindelse have sat ild til ejendommen og på den måde have udsat andre beboere i ejendommen for »overhængende livsfare.«

Det 26-årige afghansk-amerikanske offer blev fundet død efter den eksplosionsagtige brand i hendes tredjesalslejlighed i Gersagerparken. På jorden foran ejendommen lå en dengang 29-årig, hårdt såret kvinde, og det er hende, der nu er tiltalt for meddelagtighed i drabet.

De to unge mænd, der også er tiltalt i sagen, blev af vidner set sammen med den sårede kvinde, som de måtte opgive at tage med sig på deres flugt efter brandstiftelsen. De blev efterlyst af politiet, der havde billeder af dem fra videoovervågning fra den nærliggende Hundige Station.

De blev dog begge anholdt dagen efter. Den ene meldte sig selv til politiet om eftermiddagen, mens den anden blev anholdt i af svensk politi i Malmø om aftenen.

Den sårede kvinde blev i første omgang holdt i kunstig koma og varetægtsfængslet in absentia, men befinder sig nu i et almindeligt arresthus. Også de unge mænd har været varetægtsfængslet, siden de blev anholdt.

Sagen skal senere på året for Retten i Roskilde som en nævningesag, hvilket betyder, at anklagemyndigheden går efter en straf på mindst fire års fængsel til de tiltalte.

Dagens Gossip

Dagens TV