Tre turister dræbt ved buseksplosion i Egypten

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Ifølge egyptisk politi har fire personer mistet livet ved en eksplosion i en turistbus på Sinai-halvøen tæt på grænsen mellem Egypten og Israel.

Det egyptiske indenrigsministerium bekræfter, at tre sydkoreanske turister og turistbussens egyptiske chauffør er blevet dræbt ved eksplosionen.

Ifølge indenrigsministeriet var bussen på vej fra den populære turistseværdighed St. Catherine-klosteret, der ligger på den sydlige del af Sinai-halvøen, til Israel, da den blev angrebet.

Der var angiveligt omkring 30 turister med på bussen. 14 sydkoreanske turister er blevet såret ved eksplosionen.

Det egyptiske indenrigsministerium oplyser ikke noget om årsagen til eksplosionen, men to sikkerhedskilder siger, at der er fundet en sprængstof-anordning enten inde i bussen eller tæt ved.

Billeder fra egyptisk stats-tv viser, at bussens vinduer er blevet blæst ud, og taget er delvist blevet revet af. Området er indhyllet i en tyk sort røgsky.

Da bussen eksploderede befandt den sig tæt på grænsen mellem Israel og Egypten ved grænseovergangen Taba, som typisk benyttes af turister fra Israel, der skal til turistområder ved Det Røde Hav - eksempelvis Sharm el-Sheikh.

Militante oprørere i området har tidligere udført flere angreb mod egyptisk militær og politi, som afsatte den tidligere præsident Mohamed Mursi i juli 2013.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er grænseovergangen Taba blevet lukket efter eksplosionen.

Ingen har indtil videre påtaget sig skylden for angrebet.

/ritzau/Reuters