Tre ud af fem regioner giver penge til at bekæmpe overbelægning

Tre ud af de fem regioner har med budgetaftalerne for næste år sat penge af til at sætte en stopper for overfyldte hospitaler.

»Der bliver flere ældre, og der kommer flere kronisk syge. Og der er ingen af os, der ønsker patienter på gangene, og vi har lyttet til problemstillingerne og sætter nu penge af,« siger Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg og regionrådsformand i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Ifølge Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev, Synergi, øremærker Region Midtjylland 14 millioner kroner, Region Nordjylland 12 millioner kroner og Region Hovedstaden 40 millioner kroner til bekæmpelse af overbelægning på det medicinske område.

Den seneste overbelægningsanalyse fra Dansk Sygeplejeråd viste, at 43 procent af sygeplejerskerne på medicinske afdelinger inden for en uge har oplevet patienter ligge på gangene, fordi der ikke har været plads på sengestuerne. Ulla Astman tror på, at regionernes øgede fokus vil give positive resultater.

»Jeg håber på, at vi allerede denne vinter vil se forbedringer for de ældre medicinske patienter. Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke kommer problemer igen. Og vi skal også huske på, at det kræver et stærkt samarbejde med de praktiserende læger og kommunerne at forebygge indlæggelser,« siger Ulla Astman.

Dansk Sygeplejeråd glæder sig over, at flere regioner nu begynder at tage ansvar for de trængte afdelinger på hospitalerne.

»De ældre medicinske patienter har igennem mange år været en underprioriteret patientgruppe, og det er positivt, at der nu bliver sat penge af til at styrke forholdene og sengekapaciteten på afdelingerne,« siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Hun understreger dog, at der skal meget mere til, hvis vi for alvor skal bekæmpe de massive overbelægningsproblemer i sundhedsvæsenet.

»Regionerne har nedlagt senge meget hurtigere, end eksperterne har anbefalet. Og det betyder, at mange kommuner endnu ikke har fået opgraderet deres sundhedsberedskab med flere sygeplejersker, som kan forebygge indlæggelser,« siger Grete Christensen.

Dagens Gossip