Tre ud af fire unge vælger gymnasiale uddannelser

Igen i år sætter de gymnasiale uddannelsers popularitet rekord.

Det skriver Politiken mandag.

Hele 73,9 procent af de unge, der til sommer forlader 9. eller 10. klasse, håber at komme i gymnasiet. I 2014 var det 73 procent.

Samtidig har færre unge end sidste år sendt en ansøgning af sted til en erhvervsuddannelse - nemlig 18,5 procent mod 19,6 procent i 2014.

Landsdækkende kampagner fra både Undervisningsministeriet og industrien har ellers forsøgt at lokke flere unge ind på en erhvervsuddannelse.

Samtidig har vedtagelsen af en erhvervsskolereform, der træder i kraft til sommer med formålet at højne det faglige niveau, ikke fået flere til at afprøve fag som vindmølleoperatør eller konditor.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) havde da også ønsket flere ansøgere til erhvervsuddannelserne.

- Det ville være fint. Men vi havde regnet med en mindre tilbagegang i 2015 og 2016, ikke mindst på grund af et adgangskrav, der gør, at nogle ikke kan komme ind. Så i lyset af det, så er det et godt afsæt, siger hun til Politiken.

Tallene huer ikke Dansk Industri.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at søgningen mod erhvervsuddannelserne også falder i år. Men udviklingen kommer ikke helt bag på os.

- Med erhvervsskolereformen skal de unge have nogle basale kompetencer i orden, før de kan starte, så det kan være, ansøgertallet er lavere, fordi de har søgt 10. klasse for at forbedre deres færdigheder, siger Lone Folmer Berthelsen, erhvervsuddannelseschef i DI, til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip