Tre uheld i tæt tåge: Politiet lukker motorvej

OPDATERET: Tågen ligger som en tyk dyne over Nordsjælland her til morgen, og det har været medvirkende til flere uheld i morgentrafikken. Efter tre uheld på Helsingørmotorvejen har Nordsjællands Politi derfor valgt at lukke motorvejen i sydgående retning.

- Det er meget meget tåget i området, og efter tre uheld på to en halv time, så har vi spærret vejen af fra Kongevejen i Helsingør til Fredensborg Kongevej, siger kommunikationsmedarbejder hos Nordsjællands Politi, Henrik Suhr til Dagens.dk.

Klokken 7.30 skete det første uheld ved Kokkedal, hvor en lastbil kørte op bag i en anden lastbil.

- Den ene chauffør er kørt til Rigshospitalet, og han er sandsynligvis alvorligt kvæstet, oplyser Henrik Suhr.

Kort efter stødte to biler sammen ved Nivå, og senere var det ved Kvistgaard, at flere biler kørte sammen. I begge tilfælde var der dog kun tale om materielle skader.

- Vi advarer om, at man skal passe meget på i tågen. Husk at afpasse afstanden og tag dig god tid, lyder opfordringen fra Nordsjællands Politi.

Man har endnu ingen tidshorisont for, hvor længe Helsingørmotorvejen vil være afspærret. Man skal blandt andet have tilkaldt en stor kran, som kan fjerne den forulykkede lastbil ved Kokkedal. 

Kort før klokken 11 oplyst Nordsjællands Politi på Twitter, at man begyndte at afvikle den ventende kø på motorvejen, og at vejen derefter vil blive åbnet gradvist. 

Se video fra Helsingørmotorvejen herunder: 

Dagens Gossip