Treårig dreng kvalt i Svendborg - mor er varetægtsfængslet

Skrevet af admin

28/07/2016

Mest læste i dag

En dreng på tre år blev onsdag fundet kvalt i Svendborg. Barnets 23-årige mor er torsdag ved et grundlovsforhør i Retten i Svendborg blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi.

Kvinden, der kommer fra Eritrea, er sigtet for at have kvalt sin søn. Hun blev anholdt onsdag aften, og hun har under en afhøring erkendt, at hun havde kvalt sin lille søn, oplyser politiet.

Men ved grundlovsforhøret nægtede kvinden sig skyldig. Hun nægtede samtidig at udtale sig. Ved grundlovsforhøret blev der også afsagt kendelse om, at kvinden skal mentalundersøges.

Politiet fik onsdag klokken 13.40 en anmeldelse fra ambulancepersonale og en læge om, at der var fundet et dødt barn i en lejlighed i Sanddalsparken i Svendborg. Barnet på tre år havde ingen synlige skader efter vold.

Det var pårørende, der havde tilkaldt ambulance og en læge, som forgæves forsøgte at genoplive barnet, oplyser Henrik Justesen.

Barnets mor havde været alene hjemme med sønnen i lejligheden om formiddagen, men hun kunne ikke redegøre for barnets pludselige død, siger han.

Under en afhøring hos politiet, der foregik med tolk, fordi den 23-årige kvinde kommer fra Eritrea, kom hun med flere forskellige forklaringer på, hvad der var sket. Til sidst i afhøringen erkendte hun, at hun havde kvalt sit barn.

Det blev bekræftet torsdag formiddag ved en obduktion, der viste, at den treårige var død som følge af kvælning.

Moren blev anholdt onsdag aften, og hun er sigtet for at have kvalt barnet.

- Motivet kender vi ikke, siger Henrik Justesen.

Kvinden blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Anklagemyndigheden bad om dørlukning af hensyn til barnets far og en mindreårig søskende og af hensyn til, at en række vidner skal afhøres.

/ritzau/