Tredje skyderi i dag: 23-årig mand skudt i brystet i København

En 23-årig mand er mandag aften blevet såret af et skud ved Husum Torv i København.

Det er mandagens tredje skudepisode i det storkøbenhavnske område, skriver ekstrabladet.dk.

- Hans tilstand er stabil, og han er nu på operationsbordet, siger vagtchef Dannie Rise i Københavns Politi til ekstrabladet.dk.

Offeret befandt sig i det fri på Gadelandet i den københavnske bydel, da der blev åbnet ild imod ham.

Politiet fik meldingen et par minutter før klokken 20.

- Han transporterede sig selv til Rigshospitalet, siger vagtchefen.

Den unge mand er blevet ramt af et skud i brystet. Om han er blevet skudt forfra eller bagfra er ikke umiddelbart klarlagt.

Tidligere mandag blev der affyret fire skud i Bagsværd mod en 17-årig, der netop havde forladt et pizzeria på Triumfvej.

Projektilerne traf en parkeret bil og ruden ind til spisestedet, mens den 17-årige undgik at blive ramt.

Og først på aftenen blev der affyret mindst 10 skud mod to parkerede biler ved et klubhus, som tilhører Bandidos i Hvidovre.

Dagens Gossip