Trelænget kursuscenter brænder i nordsjællandsk badeby

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

En større brand hærger sent lørdag aften et trelænget kursuscenter i den nordsjællandske by Liseleje.

Kursuscentret har stråtag og bindingsværk, og ilden har fat i alle tre længer, som ifølge Nordsjællands Politi nok ikke står til at redde.

- Vi har fået en melding om, at alle folk er kommet ud derfra. Først på natten kæmper brandvæsnet med at dæmpe flammerne. Alle tre længer står i lys lue, og meldingen deroppefra er, at de ikke står til at redde, siger vagtchef Peter Olesen til Ritzau.

Lisegården Hotel & Kursuscenter ligger i et beboet område ikke langt fra stranden, og politiet opfordrer nysgerrige til at holde sig væk.

- Vi har ikke brug for, at folk kommer og ser på branden. Der er nok, som kæmper med at slukke flammerne.

- Men folk må gerne være opmærksomme på askefald med gløder i, der har potentiale til at starte nye brande. Grundet vejret de seneste dage er der ret tørt i området, siger Peter Olesen.

Anmeldelsen om branden indløb klokken 22.39 og Halsnæs Brandvæsen får hjælp udefra til at slukke branden.

Brandårsagen er endnu ikke kendt.

/ritzau/