Trendy cafe snød kaffesnobber med billig kaffe

Skrevet af Morten Larsen

01/10/2015

Dagens topnyheder

Norske kaffeentusiaster var i morges ved at få mokkaen galt i halsen, da hemmeligheden bag den populære kaffebar The Secret Coffee Shop blev afsløret.

I Oslo har byens kaffesnobber haft travlt med at skamrose den nye kaffebar, hvor der dog langt fra har været tale om eksklusive bønner i poserne på hylderne.

I al hemmelighed har baristerne haft travlt med at servere den slags kaffe, der normalt kun findes på detailhandelsvirksomheden Coops butikshylder.

Læs også: 8 ting, kaffeelskere siger, som en kaffe-hader virkelig er træt af at høre på

Byens kaffe-hipsters har intetanende labbet den billige bryg fra den lokale brugs i sig, mens kaffebaren på de sociale medier er blevet rost for at sælge særdeles velsmagende kopper af den sorte suppe.

The Secret Coffee Shop åbnede den 1. september i Grünerløkka i det centrale Oslo, og lige siden har butikken solgt Coop-kaffen, der har været opbevaret i anonyme poser og sække, mens de ansatte har brugt dækhistorier om bønnernes oprindelse.

I en undersøgelse har 67 procent af deltagerne sagt, at 'kaffen var magisk' - 31 procent krydsede af i feltet med bedømmelsen 'ganske god'.

Hele kaffebaren er altså en slags PR-stunt, der har haft til formål at sætte fokus på kvaliteten af den kaffe, der bliver solgt i COOP's mange dagligvarebutikker.

I morges tog kunderne 'afsløringen' med godt humør.

- Jeg har været her mange gange og kan meget godt lide kaffen, siger Dannica Elyssa Huertas til Dagbladet

Hun fortsætter:

- Jeg havde nok aldrig købt kaffe her, hvis der havde stået Coop på sækkene, siger hun.

Formålet med Coops hipster-kaffebar har været at sprede kendtskabet til kædens kaffeprodukter i den norske storby, da kun 14 procent af beboerne kender kædens kaffe.

På én måned har cafeen haft omkring 3.700 besøgende, og mange har taget selfies fra deres besøg på kaffebaren og delt billederne på de sociale medier. 

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: