Triatlet gør det igen: Vinder BT Guld 2014

Skrevet af admin

11/01/2015

Mest læste i dag

Lørdag aften var en særdeles god en af slagsen for triatleten Camilla Pedersen.

Først fik hun prisen som Årets Sportsnavn i Danmark 2014 for sin VM-triumf sidste år blot et år efter at have ligget i koma, og senere samme aften vandt hun såmænd også hædersprisen BT Guld 2014.

- Tusind tak. Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har troet på mig, siger Camilla Pedersen i sin takketale fra Boxen i Herning.

- Jeg er sindssyg glad for at være tilbage, tilføjer hun.

Foruden VM vandt hun yderligere 8 løb ud af 12 starter i 2014. Det var i september 2013, at Camilla Pedersen under en træningstur på cykel styrtede og kom slemt til skade.

Kraniebrud, kritiske indre blødninger omkring hjernen, brækkede knogler og 19 dage i koma. Lægernes besked, da hun vågnede, var barsk: Et liv i kørestol ventede.

Men Camilla Pedersen ville det anderledes, og hun trodsede al logik, da hun i september 2014 blev verdensmester på langdistance i Kina.

Camilla Pedersen vandt BT Guld 2014 foran tennisspilleren Caroline Wozniacki og svømmeren Rikke Møller Pedersen.

Det er 40 af landets eliteidrætsudøvere, der stemmer og afgør, hvem der vinder BT Guld.

Sidste år vandt racerkøreren Tom Kristensen BT Guld.

/ritzau/