Triatlet tager bronze ved ungdoms-OL

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Dansk triatlon har talentudviklingen på plads.

Sådan ser det ud med talentet Emil Deleuran Hansen, som mandag morgen, dansk tid, vandt bronze ved ungdoms-OL i Nanjing, Kina.

Danskeren og konkurrenterne skulle svømme 750 meter, cykle 20 kilometer og løbe fem.

Emil Deleuran Hansens svømning efterlod ham et stykke tilbage i feltet, men han kæmpede sig op.

- Jeg havde bare som målsætning, at jeg skulle give alt, hvad jeg havde i mig, og det gjorde jeg så. At det endte med en medalje, det er selvfølgelig vildt fedt, siger han.

DIF-formand Niels Nygaard er med i Nanjing og udtrykker også sin begejstring for fremtiden.

- Stort tillykke til Emil. Det er en imponerende og kraftfuld præstation, der lover godt for det videre talentarbejde i dansk triatlon, siger Niels Nygaard.

Tirsdag skal to danske golfspillere dyste ved ungdoms-OL, når der for første gang i 100 år bliver spillet golf i OL-regi.

Golf er også med ved OL i Rio i 2016, hvor nogle af Danmarks største golfstjerner kan være med.

/ritzau/