Trier provokerer ved Berlinalen

Skrevet af admin

09/02/2014

Mest læste i dag

Den uforkortede og ucensurerede version af instruktør Lars von Triers film Nymphomaniac Volume 1 havde søndag verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin, hvor den blev modtaget af publikum med klapsalver.

Men det var von Trier selv, der endte med at stjæle billedet til Berlinalen, da han mødte op til en fotoseance inden et pressemøde.

Mens fotografernes kameralys blitzede løs, var den danske instruktør iført et spydigt smil og en t-shirt, der havde et aftryk af den franske filmfestival Cannes' Guldpalme og påskriften "persona non grata".

En klar henvisning til det famøse pressemøde i Cannes, hvor han i 2011 blev bortvist for at udtale, at han "forstod Hitler".

Siden har han ikke udtalt sig til pressen, og det gjorde han eller ikke søndag, da han blev væk fra det efterfølgende pressemøde.

Fotograferne fik dog mere drama i kassen, da de på pressemødet med filmens stjerner var vidner til, at skuespilleren Shia LaBeouf også udvandrede.

Sammen med filmens andre stjerner Christian Slater, Stellan Skarsgård, Uma Thurman og Stacy Martin, sad den 27-årige og svarede på pressens spørgsmål.

Med sorte rande under øjnene og en snavset kasket trukket ned over ansigtet virkede han fjern i blikket, skriver Filmmagasinet Ekko.

Da han skulle svare på sit første spørgsmål om, hvordan det var at medvirke i en film med så mange sexscener, citerede han den franske fodboldspiller Eric Cantona's berygtede fornærmelse, da franskmanden engang skred fra et andet pressemøde.

- Når måger flyver efter fisketrawlere, er det, fordi de tror, at der bliver kastet sardiner i havet, sagde Shia LaBeouf, inden han skred fra pressemødet.

Modtagelsen af Nymphomanias Volume 1's lange version var umiddelbart positiv, da filmen blev belønnet med festivalens hidtil længste klapsalver.

Filmen, der blev vist ved Berlinalen, er den to og en halv time lange uforkortede version af første halvdel af Nymaphomanias to dele, og den indeholder flere eksplicitte sexscener end den kortere version.

Internationale anmeldelser af den lange version ventes inden længe.

/ritzau/AFP