Triers unge nymfoman: Jeg ville ikke have sex

Hun er kun 23 år og er stadig i gang med at uddanne sig. Men den britiske skuespillerinde Stacy Martin har alligevel påtaget sig én af de mest omtalte og kontroversielle filmroller i år. Hun folder sig nemlig ud som sexafhængig i den danske instruktør Lars von Triers "Nymphomaniac".

Her spiller hun den unge Joe, mens den erfarne skuespillerinde Charlotte Gainsbourg spiller den ældre udgave af nymfomanen. I filmen følger man Joes liv fra hun er teenager til hun er omkring 50 år, og hendes historie bliver fortalt gennem hendes mange seksuelle eskapader.

Filmen har allerede inden premieren vakt stor opsigt for sine mange sexscener, der dog er optaget ved hjælp af pornoskuespillere, der har ageret stand ins. Desuden fik Stacy Martin og Charlotte Gainsbourg limet kunstige kønsdele på.

De to ting var med til at overbevise Stacy Martin om, at hun skulle spille nymfomanen.

- Det, der var vigtigt for mig, da jeg sagde ja til rollen var at vide, at jeg ville blive beskyttet så godt som muligt. Vi lavede en nøgenhedskontrakt, hvor det fremgik, at vi ville arbejde på lukkede filmset, og at jeg ville have en pornoskuespiller som stand in. Da de bekymringer var væk, var der ikke meget at tænke over, fortæller hun og uddyber:

- Jeg var selvfølgelig nødt til at vide, at mine grænser ville blive respekteret, at jeg ikke ville blive skubbet ud i noget, jeg ikke ville. At jeg var der som skuespillerinde og ikke for at have sex foran kameraet. For det er ikke lige mig, siger hun.

Men Lars von Trier havde ingen planer om at udsætte den unge skuespillerinde for noget, hun ikke havde lyst til. Derfor trak han hende til side kort før optagelserne begyndte, og fortalte hende, at hun skulle vide, at hun kunne sige fra når som helst, hvis de intime scener blev for meget.

- Han sagde, at han gerne ville lave en aftale med mig om, at hvis jeg følte mig utilpas, eller der var noget, jeg ikke forstod, eller noget var galt, så skulle jeg sige det. Det var vigtigt for ham, at jeg følte mig tryg. Det synes jeg var rigtig sødt af ham. Det var rart at have den støtte. Men der var faktisk ikke nogen scener, hvor jeg følte, at jeg var nødt til at sige fra, siger Stacy Martin.

Selvom hun godt ved, at filmen er kontroversiel, og at hendes rolle som sexafhængig teenager vil dele vandene, så ændrer det ikke på, hvordan hun har det med at være på rollelisten i Lars von Triers nye værk.

- Jeg er godt klar over, at der vil være folk, der vil hade filmen og at nogle vil angribe mig for min rolle, men jeg er virkelig stolt af filmen, og det vil ikke ændre sig, uanset om folk kan lide den eller ej, siger hun.

"Nymphomaniac" har premiere den 25. december.

Newspaq

Dagens Gossip