To trin ned for Kevin Magnussen

Magnussen, der fører i den samlede stilling, vandt lørdagens løb på Spa-banen i Belgien, og han havde også pole position inden søndagens. Men allerede i løbets begyndelse blev han overhalet af løbets senere vinder, hjemmebanefavoritten Stoffel Vandoorne. Mod slutningen af ræset rutsjede Magnussen endnu en plads ned af podiet, da han blev overhalet af britiske Will Stevens.

Søndagens løb var Magnussens eneste nedtur i løbet af en ellers ganske fortræffelig weekend. Og når den 20-årige sjællænder ser på den samlede stilling, kan han bestemt ranke ryggen. Søndagens tredjeplads giver 15 point til den samlede stilling, og han holder dermed en føring på 29 point til Stoffel Vandoorne.

Der var også søndags-point til den anden dansker i Formel Renault-feltet. Marco Sørensen scorede et enkelt af slagsen via en tiendeplads på Spa-banen. I den samlede stilling er Sørensen nu nummer ni. 

 

Dagens Gossip