Triumf længere væk: Skidt runde af Thomas Bjørn

Golfstjernen Thomas Bjørn får svært ved at vinde Made in Denmark efter en skidt tredje runde lørdag i Himmerland.

Den 43-årige dansker blev noteret for en runde i 73 slag - to over banens par - og er nu fem slag efter skotske Marc Warren, der har overtaget føringen.

Bjørn lagde sig torsdag på førstepladsen med en runde i 66, men siden er det kun gået tilbage for danskeren, der allerede før turneringen bekendtgjorde, at han er slidt.

Lørdag måtte Bjørn notere en dobbeltbogey, da han brugte seks slag på hul 12. Derudover blev det til tre bogeys og lige så mange birdies på tredje runde. Især hul fire, der er et par fem-hul, lader til at være en Bjørn-favorit, da han for tredje dag i træk lavede en birdie.

Thorbjørn Olesen er lige nu det bedste danske bud på en vinder af turneringen i Himmerland.

Olesen mangler klokken 16.50 endnu at færdiggøre sin runde, men efter de første 16 huller er lørdagens score på en over par.

Skotske Marc Warren topper turneringen efter en runde i fem slag under par. Warren er fem slag foran Bjørn og fire slag foran Olesen, der snart er færdig med lørdagens arbejde.

/ritzau/

Dagens Gossip