Triumf vil sende Serena op på siden af Steffi Graf

Skrevet af admin

09/07/2016

Dagens topnyheder

Tennisstjernen Serena Williams har fortsat gode chancer for at opnå rekorden for flest grand slam-titler.

Med en sejr over tyske Angelique Kerber i lørdagens Wimbledon-finale kan den 34-årige amerikaner nå op på 22 titler i grand slam-sammenhæng, hvilket vil være en tangering af Steffi Grafs 22 sejre.

Dermed vil kun den australske legende Margaret Court have gjort det bedre med 24 titler.

Serena Williams slår dog fast, at hun er ligeglad med rekorderne, der er sat før årtusindskiftet.

- Jeg elsker mit job, jeg arbejder hårdt og er meget passioneret. Det er det, som får mig til at fortsætte, siger amerikaneren.

Før lørdagens finale mod Kerber er hun også blevet spurgt, hvor hun rangerer sig selv blandt "historiens bedste kvindelige idrætsudøvere".

Uden at give et klart svar, så sløjfede amerikaneren ordet "kvindelig" fra journalistens spørgsmål og slog fast, at hun foretrækker betegnelsen "en af historiens bedste idrætsudøvere".

Selv om Serena Williams af mange iagttagere regnes for verdens bedste kvindelige tennisspiller i historien, så har hun været knapt så dominerende i år.

Hun har i 2016 tabt finalerne ved Australian Open og French Open, og det er faktisk et helt år siden, at Williams senest vandt en af de fire årlige grand slam-turneringer - det var sidste års Wimbledon.

Statistikken mod Angelique Kerber lyder på 5-2 i amerikanerens favør. Tyskeren vandt det seneste opgør mellem de to Wimbledonfinalister, da de stod over for hinanden i finalen ved Australian Open.

Ingen af de hidtidige syv dueller mellem Williams og Kerber er blevet afviklet på græs, som er underlaget i Wimbledon.

Lørdagens finale går i gang klokken 15 dansk tid.

/ritzau/