Trods EM-plads: Utilfreds Löw efterlyser tysk slagkraft

Selvom EM-billetten blev indløst søndag aften, er Tysklands landstræner Joachim Löw slet ikke tilfreds med tingenes tilstand på sit hold af verdensmestre.

Tyskerne tabte i torsdags med 0-1 til Irland, og EM-kvalifikationen blev først sikret i sidste spillerunde, da Georgien med stort besvær blev slået i Leipzig.

- Vi er som boksere i øjeblikket. Vi lander nogle slag, men vi slår ikke modstanderne ud, siger Löw ifølge nyhedsbureauet dpa efter at have set sit hold afslutte 26 gange mod det georgiske mål.

- Vi har ikke haft så besværlig en kvalifikation i 10-12 år. Normalt spadserer vi igennem, men denne gang har vi igen og igen mistet point.

Både mod Irland og Georgien havde tyskerne klart flest chancer, men kom alligevel i problemer undervejs.

Efter nederlaget til irerne var tyskerne på vej mod et sensationelt pointtab mod udesvage Georgien, inden Max Kruse reddede æren med sejrsmålet i 79. minut.

- Vi er tilfredse med at have kvalificeret os, men vi er ikke tilfredse med de sidste to kampe. De levede ikke op til vores standard. Vi ved, at vi har et stort arbejde foran os, siger den tyske landstræner.

Polen følger med tyskerne til EM i Frankrig, mens Irland som treer må en tur i playoff.

/ritzau/

Dagens Gossip