Trods finaleskuffelse: Team Danmark jubler over Slott

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

Selv om det lige akkurat ikke lykkedes hækkeløberen Sara Slott Petersen at sikre sig en medalje ved VM i atletik, er der stor tilfredshed i Team Danmarks hovedkvarter i Brøndby.

Slott blev onsdag eftermiddag nummer fire i finalen i Beijing, og for Team Danmark-direktør Lone Hansen var det en bekræftelse på, at aarhusianeren hører til i den absolutte verdenselite.

- Det er en stor idrætspræstation, hun har leveret. Det er meget længe siden, at Danmark sidst har været med i toppen i løbedisciplinerne, og det er første gang, det er en kvinde. Det er en historisk og meget flot præstation, siger Lone Hansen.

- Det er kæmpestort, ikke mindst fordi hækkeløb er en disciplin, der kræver, at man arbejder på topniveau i lang tid, lyder det fra Team Danmark-direktøren.

På forhånd var der ellers realistisk håb om en dansk medalje, eftersom Slott havde kvalificeret sig til finalen i tredjebedste tid.

Men danskeren måtte se sig slået af både den suveræne tjekke Zuzana Hejnova og de to amerikanere Shamier Little og Cassandra Tate.

- Jeg kan godt forstå, hvis hun har brug for lige at trække vejret og er lidt skuffet over, at hun ikke også fik en medalje med hjem, men først og fremmest er vi meget tilfredse med den store præstation, hun har leveret i et skrapt felt, siger Lone Hansen.

Hun kan dog ikke love, at den fine VM-præstation får Team Danmark til at opgradere støtten til de danske atletikudøvere.

- Man kan ikke sige, om resultatet får en direkte afledt effekt i kroner og øre, men vi arbejder tæt sammen med atletikforbundet for at sikre det rette støtteniveau til de atleter, der skal præstere til OL, siger Lone Hansen.

Danmark vandt senest en VM-medalje i atletik tilbage i 1999, da Wilson Kipketer sikrede sig guld på 800-meteren.

/ritzau/