Trods fyldte fly får Norwegian underskud på 992 millioner

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Trods flere passagerer og færre tomme sæder fik lavprisselskabet Norwegian et underskud før skat på 992 millioner norske kroner i årets første tre måneder - mod et underskud på 777 millioner i samme periode sidste år.

I danske kroner blev det et minus på knap 800 millioner kroner i vinterkvartalet, der typisk er det sværeste for luftfartsselskaber.

Med til at trække ned er omkostninger på 528 millioner norske kroner, som især knytter sig til ugunstig valutakurs, men også udgifter til brændstofsikring, skriver selskabet.

Topchef Bjørn Kjos hæfter sig dog ved fremgang på flere områder:

- I dette kvartal har vi en underliggende resultatforbedring på 400 millioner norske kroner sammenlignet med sidste år. Ligesom tidligere fylder vi flyene rigtig godt.

- Vores langdistanceoperation bliver stadig vigtigere, samtidig med at vi har en stabil og god udvikling i de øvrige markeder og særligt i Norden, siger Bjørn Kjos i regnskabet.

Omsætningen i Norwegian skød i vejret med 23 procent fra omkring fire milliarder norske kroner i 2015 til knap fem milliarder norske kroner i første kvartal.

Knap seks millioner passagerer fløj med Norwegian i de første tre måneder af året, hvilket var 17 procent flere end samme periode sidste år.

Samtidig var selskabet i stand til at fylde 85 procent af sæderne i sine fly, hvilket er en stigning på to procentpoint i forhold til sidste år.

Mens passagertallet går op, går antallet af fly til tiden ned. 76 procent af Norwegians afgange fløj til tiden i perioden - det er et fald på fire procentpoint i forhold til samme periode sidste år.

Norwegian flyver fra 20 baser rundt om i verden. Den stærkeste vækst kom fra London Gatwick og de spanske baser, oplyser selskabet, som dog også kan notere fremgang i antallet af passagerer i Norden.

/ritzau/